Nu er der ikke længe til jeg skal til at pakke mine ting sammen og sige farvel til mit ”nye” hjem og børnehaven som har været en meget stor del af mit ophold. Det er mærkeligt at tænke på at jeg har været i et andet land et halvt år. Når jeg ser tilbage har det været en op og ned tur på mange områder. Men en ting er sikkert og det er jeg kommer til at SAVNE Vietnam.
Men i guder hvor tiden flyver af sted. Der er sket meget siden vi kom til Vietnam. Jeg husker at det var som i går, vi kom ud af flyet og blev nærmest overfaldet af alle taxachaufførende der gerne vil køre os lige der hen vi gerne ville. Min første tanke var, "slap nu af og gå dog væk". Men heldigvis havde vi bestilt en mand fra hotellet til at hente os. Triller ud af lufthaven og mod Hanoi det gik. Horet i bund, venstre og højre om det gik. Jeg sad og tænke det her en af de mest spændende kørelser jeg har været med på, og hvorfor er det lige jeg gøre det? Mens vejen, biler, og knallert fløj omkring os, sad bare kigget ud af vinduet og kunne se næsten alle havde masker på. Hvorfor køre de rundt med dem? Ja det har jeg så fundet ud af efter et stykke tid. Det er så beskidt her nede og man kan ikke trække vejret når man skal ud i trafikken. Jeg sad bare og tænke wow her skal jeg være i et halvt år. BUM. Måske lignet jeg en turist, manglet bare kortet i hånden og kameraet. Eller vent det sad jeg allerede med og tog den ene billede efter det andet, mens Maria bare sad og så helt lamslået ud. Men tanken der gik i gennem mig var "det her skal nok blive godt".
Da vi kom her til, havde vi lejet et hus, som skulle være vores hjem for det næste halve år. Vi kom til Ho Giam og ned i en smal gyde og frem til huset. Huset er bygget sådan at det består af, en stor gang, samt køkken, her er det meningen at man parker sin motorbike. Rasten af huset bestod af mange trapper, og et værelse med badeværelse på den ene sal, næste det sammen og øverst var der en altan hvor man kunne kigge lige ind hos naboen og faktisk ikke så meget andet. Her tænke vi at dette skulle være vores nye hjem i halvt år, men desværre blev det mere vores sygdoms hus. Huset var så fugtigt og det var fyldt med mug/skimmel svamp. Da huset lå så tæt på de andre var der ikke mulighed for at der kunne komme gennem træk. Var næsten syg for 2 måneder og jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen, hvis vi ikke kunne fundet noget andet. For det at finde et overskud når man er syg hele tiden, kan være svært. I mellem tiden fik vi lov til at bo over hos de andre tøser, der havde et ekstra værelse. Endnu en gang er vi sætter vi pris på at det vil hjælpe os!! Vi fandt en lækker lejlighed ude omkring noget der hedder West Lake. Det kan ikke beskrives hvor lækker den var. Den havde to værelser, stort køkken, stor stue og badeværelse og det lå i sammen plan. Den lå dog et stykke væk fra centrum. Men lige nede foran døren holde der taxier og det var bare at vinke så kom de med det sammen. Men det var skønt at komme væk fra det andet. Som vi var flyttet der ud kunne vi begynde at finde en hverdag og vi snakket om, at vi skulle leje en motorbike. Vi fandt en motorbike, og så gik den ellers igennem Nam´s gader. Det var så fedt, og samtidig befinde.
Billederne viser, det vores hjem i Ho Giam og West Lake og den fine motorbike.
Da vi boet i Ho Giam boede der 4 andre tøser i en gyde ved siden af os. De var også pædagogstuderende og skulle arbejde to andre institutioner. Vi kom rigtig godt ud af det sammen, og det var lidt trist da vi flyttet, meeeen det skulle jo ikke betyde at vi ikke skulle se hinanden mere fordi vi flyttet et stykke væk. Uden dem vil Nam oplevelsens ikke være det sammen.
Da jeg startede i børnehaven havde jeg ikke tænkt det store omkring hvad og hvordan jeg skulle arbejde og hvad for en tilgang jeg skulle have til børnene. Jeg har lært så meget omkring mig selv og hvor langt jeg vil gå. Jeg skal være ærlig og sige at jeg ikke har lært noget fagligt men så igen har jeg lært at bruge min viden inden for det jeg har lært og læst mig frem til. Men jo jeg har lært en faglighed af jeg har været en del af vietnameserne kultur, deres tanker omkring den måde de arbejder på, og især om at kommunikere til andre der ikke taler det samme sprog som mig. Det er i den grad en kompetence der er blevet udviklet meget hos mig, det er jo bådet verbalt og nonverbalt. Men det har været hårdt også fordi det at stå i en anden kultur og skal udtrykke sig, og blive forstået på samme tide, er en udfordring i sig selv. Men jeg har lært at kampe for at blive forstået. Inden jeg tog til Nam var jeg ikke så god til at udtrykke mig og det at være direkte var ikke noget der lå til mig. Fx at spørger meget ind til deres tænker, idéer og hvorfor lærerinden arbejder som de gør mm. På den konto og mange andre har jeg lært rigtig meget. Da jeg startede i børnehaven, tænke jeg, "Ja det er super, jeg har mig selv og mine værdier med mig". Bevares Kathrine, det skal du jo også have, men husk at slippe dig selv og mærk hvad du føler i den situation du vil komme til at stå i. Jeg har ladet hende den gamle Kathrine blive hjemme og kastet mig ud i det. Jeg måtte ned i gang i mellem og op igen. Jeg har gået grædte hjem fra arbejde og tænk "det kan ikke være rigtig".
Jeg har ikke altid været enig med mine lærerinder omkring hvordan man skal arbejde med børnene. Jeg havde rigtig svært ved at forholde mig til hvordan man kunne handle ud fra hvad lærerinden selv mente var bedste, i stedet for at handle ud fra hvad der var bedste for barnet. Det skal jo også sige at jeg synes de gjorder et godt stykke arbejde og de kunne lide det de lavet. Da jeg startede i børnehaven var det så mærkeligt at vide det her skulle være ens arbejdsplads i et halvt år. Jeg ved ikke hvad jeg havde tænkt i forhold til at arbejde med anden kultur. Men det var et fantastisk sted. Derfor er var det også svært for mig at skulle sige farvel, jeg er bare og bliver aldrig godt til at sige farvel. Jeg vil kom til at savne dem alle sammen, så meget.
Men jeg glæder mig som en gal til at komme hjem. Jeg ved at der står sikkert en masse og tager imod mig, og det er lidt overvælde men det bliver så skønt at se dem alle.
Jeg har nydt at stå på egne ben og mærke mig selv helt ud til fingerspidserne. Men det skal ikke betyder at jeg kommer hjem som en hel ny Kathrine. Jeg synes stadig er den sammen men har dog fået en anden forståelse for en anden kultur, hvordan andre mennesker har det.
>Kathrine<
Ingen kommentarer:
Send en kommentar